Gå til hovedindhold

Dyrk dine bakterier - en havebog til din tarm

Er vi mere bakterie end menneske? Det kan man i hvert godt argumentere for, hvis man tæller antallet af celler eller gener. Her er vi nemlig langt overgået af bakterierne. Der er 10 gange flere bakterieceller end menneskeceller og 100 gange flere bakteriegener end menneskegener i os. Den samlede bakteriemasse er 1-2 kg af vores kropsvægt - primært boende i vores tarm. 

Mange af disse tarmbakterier er ikke kun passive passagerer i den menneskelige krop, men virker derimod som en vigtig del af vores fordøjelse og immunforsvar. Forstyrrelser i dette såkaldte tarmmikrobiom har derfor store konsekvenser for vores sundhed og er blevet koblet til en lang række livsstilssygdomme, såsom fedme, diabetes og hjertekarsygdomme.

Jeg fortæller om, hvordan tarmbakterier interagerer med den menneskelige krop og hvilke sundhedsfordele, der er ved at have et sundt tarmmikrobiom. Med udgangspunkt i præbiotika vil jeg fortælle om, hvordan vi kan give de bedste omstændigheder for gavnlige bakterier og dermed beskytte os mod infektioner og livstilsygdomme.

Foredraget tager udgangspunkt i haven som analogi og giver konkrete eksempler på hvordan vi, 'gartneren', kan 'dyrke' vores bakterier.

Praktisk information:
Gennem foredraget vil der være spørgsmål og quiz. Derudover vil jeg medbringe konkrete eksempler på madvarer, der har præbiotiske egenskaber, som eleverne kan få lov til at se og røre ved.