Gå til hovedindhold

Årets Festivalarrangør 2020

Årets Festivalarrangør 2020 - Karensmindeskolen - Naturvidenskabsfestival - Foto: Michael Løgtholt © Astra

Karensmindeskolen kåret som Årets Festivalarrangør 2020

 

Prisen som Årets Festivalarrangør gives til en skole, kommune eller anden arrangørgruppe, der skiller sig ud ved at bruge Naturvidenskabsfestival som drivkraft til at skabe og vedligeholde den naturfaglige kultur på skolen. Med prisen følger et beløb på 15.000 kr., som naturfagsteamet og skolen kan bruge på lærerige og naturvidenskabelige oplevelser for eleverne.

På Karensmindeskolen i Støvring troede skolens lærere, at de blot var til torsdags-briefing, men pludselige tonede repræsentanter for Astra og politikere og embedsfolk fra Rebild Kommune frem på storskærmen for at overrække prisen. Overrækkelsen foregik online på grund af corona-restriktionerne. 

Det var fantastisk at se vores naturfagsteams glade ansigter, da de fik beskeden. Vi er så stolte over, at vi på landsplan får denne anerkendelse af lærernes arbejde med at skabe science-oplevelser for eleverne. Prisen er et bevis på, at de kan noget særligt, når det handler om at give vores elever størst mulig faglig viden, færdigheder og motivation.

 

Jette Poulsen, viceskoleleder Karensmindeskolen

Årets Festivalarrangør 2020 - Karensmindeskolen - Naturvidenskabsfestival - Foto: Michael Løgtholt © Astra

 

Karensmindeskolen har skabt en stærk tradition

Naturvidenskabsfestival har i adskillige år været med til at skabe og vedligeholde naturfaglige kulturer ude på skolerne. Eleverne udvider deres naturfaglige kompetencer, og de lærer, hvordan god kommunikation foregår i forbindelse med formidlingen af deres projekter og forsøg. Derudover ønsker man, at eleverne opbygger sig et godt fællesskab omkring naturvidenskaben.

Lige netop dét er Karensmindeskolen særligt gode til. De har fået skabt en stærk naturvidenskabelig kultur på deres skole, og Naturvidenskabsfestival er blevet en fast tradition. Der er store ambitioner, tværfagligt samarbejde og vedholdenhed på Karensmindeskolen. 

Science Fair for alle

Hvert år under Naturvidenskabsfestivalen arrangerer Karensmindeskolen Science Fair for skolens 700 elever, og i år er temaet Store opdagelser. Alle eleverne forbereder en fremlæggelse om et bestemt emne, som de fortæller hinanden om ved brug af opstillinger, boder og aktiviteter ved den store Science Fair om torsdagen. En dag, hvor eleverne også laver eksperimenter klassevis: De mindste elever tager på edderkoppejagt, mellemtrinnet bygger elmotorer og udskolingen varmluftballoner.

Fra Astras side vil vi gerne kvittere for det store arbejde og de flotte resultater, der er til daglig glæde for børn og unge her i Rebild Kommune. I er med til at skabe en stærk naturfaglig kultur i Danmark, hvor høj naturfaglig dannelse og stærke naturfaglige kompetencer tillægges stor værdi. Tak for det!

 

Ea Eskildsen programleder for Naturvidenskabsfestival

Tidligere kåret som Årets festivalarrangør

2019
Vestskovens Naturskole med naturvejleder Inge Christensen i spidsen, blev kåret som Årets Festivalarrangør. Under Naturvidenskabsfestivalen havde naturskolen cirka 400 elever fra Ablertslund og Glostrup Kommuner på besøg, for at studere vandets hemmelighedr under overfladen.

2018
UC Syd, der fik besøg af over 1.200 elever fra 4.- 6. klasse fra Haderslev og Aabenraa Kommuner. Eleverne blev mødt af 50 arbejdende boder og workshops, som 200 studerende på UC Syd havde forberedt. UC Syd har afholdt Naturvidenskabsfestival siden 1998.

2017 
Arrangørgruppen for ‘Bright Green Island - Naturvidenskabsfestival på Bornholm’. Naturvidenskabsfestival bliver brugt som løftestang for at skabe engagerende og lærerig naturfagsundervisning for øens børn året rundt.

2016
Iben Leth Jensen, Stjærskolen. Eleverne skabte en offentlig oplevelsessti med information om hjertet.

2015
Naturvejlederne, Fredericia Kommune. De små underviste de endnu mindre i  byparken.

2014
Metropol og Frederiksberg Kommune. Læreruddannelsen arrangerede en kreativ sciencefair for alle 8. klasser i kommunen.

2013
Brovst Skole, Jammerbugt. Meget alsidige aktiviteter for 0.-9 klasse under temaet ”Energi til livet”. Samarbejde med erhvervslivet og Teknisk Forvaltning.

2012
Korsvejen skole, Taarnby. Samarbejde mellem udskoling og gymnasierelever.