Gå til hovedindhold

Videnskaben tænder en gnist i tusindvis af unge

Oplæg - Videnskaben på Besøg - @Astra

Flere end 24.000 elever landet over fik under Naturvidenskabsfestivalen i uge 39 besøg af forskere og andre naturvidenskabsfolk med vilde, sjove og inspirerende foredrag. 

“Whaaat”, lyder det hviskende fra et par drenge på anden stolerække, mens de læner sig frem i stolen for bedre at kunne se.
Seniorforsker Nikolaj Sorgenfrei Blom har sat 7500 volts til to glas fyldt med destilleret vand. Det slår nogle gnister, og foran elevernes rynkede bryn svæver nu en tynd og cirka to centimeter lang bro af vand mellem de to glas. “Vi ved faktisk ikke, hvorfor det her sker! Det er virkelig mystisk!,” siger Nikolaj Sorgenfrei Blom.

Til daglig er han seniorforsker på DTU, hvor han forsker i vandets særlige egenskaber – og det er det, som han er her for at fortælle om til de cirka 35 elever på Tølløse Slots Efterskole.
Nikolaj Sorgenfrei Blom er en af de 91 oplægsholdere, som i år er med i Astras formidlingsordning Videnskaben på Besøg. I uge 39, hvor Naturvidenskabsfestivalen løber af stablen, skal over 24.000 elever fra grundskoler og gymnasier høre foredrag med appetitvækkende titler som Fedmens hemmeligheder, Transgene majs med superkræfter, Hvordan virker sæbe? og dagens foredrag på Tølløse Slots Efterskole: Vand er vildere, end du tror!.

Vigtigt for eleverne at møde en rollemodel

Det brede udvalg af emner viser, hvor langt omkring man kan komme inden for naturvidenskaberne. På Gefion Gymnasium holder Sofie Føns foredraget Verdens giftigste bid, og foran hende sidder omkring 50 1.g’ere, som er i gang med grundforløbet.
“Hvor mange her er bange for edderkopper?”, spørger hun ud i salen, og cirka 40 procent af eleverne rejser sig.

Sofie Føns studerer molekylær biomedicin og er i gang med at skrive speciale om, hvordan man kan lave en menneskelig modgift mod livsfarlige edderkoppebid.
Undervejs i foredraget fortæller hun også om, hvordan hun efter et højskoleophold og frivilligt arbejde endte i forskningen.
Blandt tilhørerne sidder Thomas Kristiansen, som blandt andet underviser i biologi og bioteknologi.

Det er jo fantastisk, at eleverne møder en forsker, som de kan spejle sig i. Så får de et konkret billede af, hvad man kan arbejde med, og hvor man kan ende. Det er vigtigt – især for de her grundforløbselever, som jo ikke har valgt studieretning endnu.

Thomas Kristiansen, underviser i biologi og bioteknologi.

I foredragssalen Tølløse Slots Efterskole sender Nikolaj Sorgenfrei Blom en metalampul rundt mellem eleverne. Ampullen er på størrelse med en læbestift og indeholder såkaldt struktureret vand. Nikolaj Sorgenfrei Blom fortæller, at struktureret vand tilsyneladende påvirker bakterievækst og algedannelse og også har en masse andre effekter – uden at forskerne kan forklare hvorfor.

Og det er denne naturvidenskabelige undren og eventyrlyst, som Nikolaj Sorgenfrei Blom gerne vil give videre i sine foredrag.

Jeg håber jo, at mit foredrag tænder en lille gnist i de unge mennesker, så de også får lyst til at arbejde med forskning eller naturvidenskab, når de skal vælge uddannelse.

Nikolaj Sorgenfrei Blom, seniorforsker.

Videnskaben på Besøg

  • Oplæggene i formidlingsordningen er gratis, skolen skal kun betale for transporten. 
  • I 2019 udbyder 91 forskere og naturvidenskabsfolk 124 forskellige foredrag.
  • I uge 39 gennemføres ca. 340 foredrag for 24.000 elever på skoler og ungdomsuddannelser.
  • Videnskaben på Besøg er en del af Naturvidenskabsfestivalen, som har eksisteret siden 1998.
  • Videnskaben på Besøg er støttet af Industriens Fond.

 Læs mere om Naturvidenskabsfestival her.