Gå til hovedindhold

Hvor nøjagtig er følesansen?

Fra jord til bord - Paradisbakkeskolen - Naturvidenskabsfestival 2017 - Foto: Pelle Rink © Astra

Nogle steder på kroppen er mere følsomme end andre. Nogle steder kan man meget nemt mærke, at man får to prik samtidig, og andre steder på kroppen, hvor man ikke er så følsom, føles de to prik, som om man kun får et prik.

I aktiviteten undersøger eleverne, hvor på huden de er følsomme, og hvor de ikke er så følsomme.

Aktivitetsvejledning

Eleverne skal have et sæt blyanter. Blyanterne skal de skiftevis bruge, til at prikke hinanden med.

Gå sammen to og to. Aftal, hvem der starter med at skulle prikkes.

  1. Start med at prikke med de to blyanter samtidig og lige ved siden af hinanden. Mærk efter, hvordan det føles. Kan du mærke et eller to prik?
  2. Gør afstanden mellem de to blyanter større og større.
  3. Mærk efter, hvornår du kan mærke to prik i stedet for et.
  4. Mål, hvor lang afstand der er imellem de to blyanter, når du mærker to prik.
  5. Prøv at prikke forskellige steder på kroppen.
  6. Prøv at have henholdsvis åbne og lukkede øjne, når du bliver prikket. Kan du mærke nogen forskel?
  7. Byt roller, og prøv igen.
  8. Tal sammen i klassen om, hvor I var mest følsomme. Er det ens for alle?

Materialer

  • To spidse blyanter
  • Lineal

Forklaring

Følesansen aktiveres ved stimulering af følereceptorer i huden. Følesansreceptorer sidder overalt i huden, især i håndfladerne, på fodsålerne og i slimhinderne (næse, øjne, mund og svælg). Forsiden af kroppen har flere følereceptorer end bagsiden af kroppen. Man har færrest på ryggen. Hvis to berøringspunkter aktiverer den samme følereceptor, kan man ikke mærke forskel på placeringen af blyanterne, men hvis berøringen aktiverer to forskellige receptorer, kan man godt.

 

Prøv også at...

… inddrage skrivefærdigheder, og bed eleverne om at skrive deres resultater ned i en logbog, så de kan vende tilbage til dem i aktiviteten ‘Hvor stor er huden’.