Gå til hovedindhold

Kan et æg suge vand til sig?


Et råt æg har gennemsigtig æggehvide. Hvis du koger ægget, så bliver
æggehviden hvid. Men æggehviden kan faktisk blive gennemsigtig igen!
 

Teknologi eller teknisk udstyr der bruges i forsøget

En elektrisk ovn er en analog høj-teknologi. En elektrisk strøm sendes igennem et varmelegeme i ovnen. Modstanden mod strømmen i varmelegemet gør det meget varmt, tilstrækkeligt varmt til at varme ovnrummet op. Jo bedre isoleret ovnen er, des bedre holder den på varmen.

Inspiration til variable du kan arbejde med i forsøget

Undersøg ved hvilken temperatur en æggehvide går fra at være gennemsigtig til hvid. Se om du kan holde vandets temperatur konstant og dryp æggehvide ned i ved forskellige temperaturer. Din variabel er temperaturen.

Undersøg hvad der sker, hvis man fryser kogt æggehvide ned. Undersøg hvad der sker med kogt æggehvide, der har været nedfrosset, men tøet op igen. Din variabel er igen temperaturen, men bemærk at æggets historik har betydning.

Find den optimale ovntemperatur for forsøget, hvor ægget bliver gennemsigtigt uden at blive brunt. Din variabel er ovntemperaturen.

Undersøg hvilken indflydelse tykkelsen af æggehvide-bådene har for evnen til at tørre, og dermed blive gennemsigtige. Din variabel er tykkelsen af bådene.

Find ud af om andre væsker end vand kan vandre ind i et tørret æg, og dermed gøre det hvidt igen. Din variabel er væskerne.

 

Vejledning til forsøget


Materialer du skal bruge

  • 1 æg
  • 1 gryde
  • vand
  • en ovn
  • en kniv

Aktivitetsvejledning

  1. Se videoen øverst på siden
  2. Kog et æg så det bliver hårdkogt
  3. Pil ægget og skær det ud i 4 både
  4. Fjern blommen og skyl evt. æggehviderne rene for blomme
  5. Læg æggehvidebåde på en rist med bagepapir og kom dem i ovnen
  6. Tænd ovnen på lavest mulig varme og lad dem stå til dagen efter
  7. Nu er æggehvidebådene blevet gennemsigtige!
  8. Læg evt bådene i vand (eller andre væsker) og se om de bliver hvide igen

Dataopsamling

Ved alle de undersøgelser du har lavet af ægget, prøv at lave et skema over, hvilken variabel du ændrer ad gangen og hvordan den påvirker æggets gennemsigtighed. Prøv evt. at søge informationer om æggehvide på nettet.


Kan æggehviden blive gennemsigtig igen efter den er blevet hvid? Hvis den bliver gennemsigtig igen, har du så hvad der svarer til ukogt æg eller er æggehviden blevet til noget helt andet?

 

Faglig forklaring

En æggehvide består af en jævn og ensartet fordeling af hovedsageligt to stoffer, nemlig proteinet ovalbumin og vand. I rå tilstand er æggehviden gennemsigtig, og det er fordi lysbølger kan rejse igennem æggehvidemassen. Man siger at bølgerne transmitteres gennem æggehviden.

Når man koger et æg, ændrer proteinerne den måde de er foldet sammen på. Vores bedste bud er, at proteinet ender med at være foldet på en måde, så det frastøder vandet pga forskelle i polaritet. Dermed bliver vandet skubbet sammen, og samler sig i klumper. Tilsvarende vil proteinet klumpe sammen og samle sig i klumper. Nu er fordelingen i æggehviden altså ikke længere ensartet og jævnt fordelt.

Lysbølgers hastighed er afhængig af hvilket materiale de bevæger sig igennem. Når en lysbølge bevæger sig igennem ét materiale og pludselig møder et andet materiale, så vil det højst sandsynligt ændre sin hastighed, og når det ændrer hastighed, vil det også ændre retning i overgangen mellem de to materialer. Man siger at lysbølgen afbøjes eller brydes.

Interessante links

Microscale Chemistry Experiments Using Water and Disposable Materials”, Metodija
Najdoski, s. 94. (kan findes i bidder på google books)