Gå til hovedindhold

Lav din egen tågemaskine

I denne aktivitet undersøger vi vands sidste tilstandsform - damp eller gas. Vanddamp er vand i gasform. Vi kan ikke se vanddamp, da vandmolekylerne bevæger sig frit i luften. Men vi kan se skyer og tåge, og det kan vi bruge til at forklare vands tredje tilstandsform.

Aktivitetsvejledning

Forberedelse
Fyld vand i isterningeposer, og læg dem i fryseren dagen før brug - eller minimum i 3-4 timer. Man kan også købe færdige isterninger, hvis dette foretrækkes.

Fremgangsmåde

  • Knus isterningerne, og hæld dem i sien.
  • Fyld syltetøjsglasset med varmt vand, og lad det stå et øjeblik.
  • Hæld vand ud, så der kun er to cm vand i bunden af glasset. Undgå dug på indersiden af glasset.
  • Stryg en tændstik, lad den brænde lidt nede i glasset, og lad den så falde ned i syltetøjsglasset.
  • Sæt herefter sien med is over glasset.
  • Gentag gerne forsøget et par gange, så bliver resultatet tit bedre.

Hvad sker der? Prøv at holde hånden over syltetøjsglasset, inden sien anbringes, og mærk varmen stige op fra glasset. ‘Varmen’ er vand i gasform.

Perspektivering
Besvar spørgsmålene i hypotesearket

Materialer

  • Tændstikker
  • Si der har en størrelse, så den kan ligge ovenpå glasset
  • Syltetøjsglas
  • Viskestykke og hammer til at knuse is

Forklaring

Vand har tre tilstandsformer, fast, væske og gas. Vi kan ikke se vand på gasform som vanddamp i atmosfæren. Når man tilføjer energi til vand, fx via en kogeplade, begynder vandmolekylerne at bevæge sig hurtigt, og det skaber varme. Kogepunktet er det punkt, hvor vand har fået tilføjet nok energi til, at det skifter fra væske- til gasform. Når kulden fra isterningerne og varmen fra vandet mødes i syltetøjsglasset, fortætter vanddampen til små dråber i luften, som vi kan se som tåge i syltetøjsglasset.

Vand er det eneste stof, der naturligt findes i alle tre tilstandsformer på Jorden. Tryk påvirker det punkt, vands tilstandsformer skifter ved. Ved lavt tryk kan vand for eksempel koge, før det når 100 grader.  

Massefylden af vand er forskellig ved de forskellige tilstandsformer. Én liter vand fylder 1.500 liter i gasform. Dette udnytter man fx i en dampdrevet maskine.

Prøv også at...

… arbejde videre med, hvordan tryk påvirker vands tilstandsformer, og hvordan damp kan få en maskine til at fungere.

Få vand til at koge ved 50 grader

Dampbåd

Kilder

Hvorfor bliver det tåget?

Aktiviteten hører til undervisningsforløbet: The Iceman - manden der kan overleve i is