Gå til hovedindhold

Lav dit eget drikkevand

Med udgangspunkt i hvad eleverne tidligere i forløbet har arbejdet med, planlægger de, hvordan de vil fremstille rent drikkevand. Desuden laver de undersøgelse af kvaliteten af deres eget drikkevand.

Aktivitetsvejledning

Eleverne har tidligere i forløbet arbejdet med aktiviteter, hvor de har:

  • Lavet en brainstorm over hvad ‘beskidt’ vand er.
  • I fællesskab i gruppen besluttet, hvilken løsning de vil arbejde videre med, og hvilken kilde til fremtidens drikkevand de vil bruge.
  • Fået kendskab til flere forskellige metoder, man kan benytte i forbindelse med fremstilling af rent drikkevand.

Med udgangspunkt i disse tidligere aktiviteter, skal eleverne nu - i grupper:

  1. Planlæg: Planlægge, hvordan de vil producere deres egen løsning på fremtidens drikkevand.
  2. Udfør: Lave drikkevandet.
  3. Test: Undersøge kvaliteten af det drikkevand, de producerede.

I gruppen tager de udgangspunkt i den brainstorm, de lavede i Hvad er beskidt vand og det forslag til fremtidens drikkevand, de fandt frem til i Hvor kan drikkevand komme fra.

Hvilket forslag til fremtidens drikkevand pegede de på tidligere? Er det stadig det forslag, de vil arbejde med, eller har de fået ny viden, der gør, at de vil pege på et andet forslag? Gruppen beslutter sig for et konkret forslag, de arbejder videre med.

Planlæg

Hvordan vil de producere deres forslag til drikkevand? Hvilke metoder (filtrering, osmose, omvendt osmose, destillering, membran) vil de benytte sig af, og hvorfor? Læg en skriftlig plan for hele produktionen - hvilke materialer skal de bruge, hvilke metoder bringer de i spil og i hvilken rækkefølge? Er der opstillinger, der skal stå over længere tid, og hvordan vil de opbevare deres drikkevand (beholdere, på køl osv.).

Udfør

Eleverne gennemfører produktionen - opstiller forsøg og opsamler deres eget drikkevand.

Test

I aktiviteten Hvor kan drikkevand komme fra har eleverne kort arbejdet med, hvad kvalitet af drikkevand kan være:

Kvalitet af drikkevand bedømmes på flere faktorer:

  • Hvor belastet er det af biologisk forurening (mudder, jord, bakterier, dyr, planter)
  • Hvor belastet er det af kemisk forurening (næringsstoffer som fx nitrat, sprøjtemidler, hormoner)
  • Hvordan smager det?
  • Hvordan lugter det?
  • Hvilke sunde næringssalte mm. indeholder det?

Gruppen planlægger nu, hvordan de kan teste det drikkevand, de har produceret.

HUSK: at de både skal teste, hvor ‘belastet’ vandet er, men også hvor sundt det er - det er KVALITETEN af vandet, de tester.

Herunder gives der forslag til, hvordan de kan teste det, men lad eleverne prøve selv at komme på, hvordan de kan teste vandet. Hvis der er områder, de ikke selv kan komme på, kan eleverne guides via forslagene herunder:

Apparatur mm.

Mange af testene udføres med hjælp af målere eller andet apparatur. Du kan tit finde dette apparatur i materialesamlingerne til naturfagene, eller det kan købes hos forhandlere af skoleudstyr, fx Frederiksen.dk.

Generelt:

  • Udseende - klart, mudret, grønt (se på prøver)
  • Opløste stoffer (ledningsevne-måler)
  • Salte og andre stoffer (rest efter fordampning)
  • Lugt - lugt forsigtigt til det
  • Surt, basisk, neutralt (pH-værdi)

Biologisk

  • Mudder, jord, planter, dyr (se på prøver direkte og under stereolup)
  • Bakterier - (fx Uricult testglas)

Kemisk

  • Jern, phosphat, nitrit, nitrat, aluminium, kobber og nikkel (vandanalysesæt, fx målere og reagenser som Hanna Checker-måler)
  • Saltindhold (måler)
  • Kalk (vands hårdhed måles med teststrimmel)
  • Chlor (testblade)

Hormoner

Svært for elever at måle, men følgende artikler beskriver problematikken:

Pesticider

Svært for elever at måle, men de kan spørge kommunen eller vandværket, hvordan de tester for pesticidrester.

I følgende artikel bliver problematikken beskrevet: