- Videnskaben på besøg
- >
- Bliv oplægsholder
Bliv oplægsholder
Giv din passion videre – bliv en del af Videnskaben på Besøg
Beskæftiger du dig med naturvidenskab, teknologi eller sundhed til dagligt? Så meld dig som oplægsholder i Videnskaben på Besøg og vær med til at vise børn og unge, hvad de kan bruge de naturvidenskabelige fag fra skoleskemaet til i “det virkelige liv”.
Du vælger selv, hvad du vil fortælle om, og hvor mange oplæg du vil holde i løbet af Naturvidenskabsfestival i uge 39. Oplægget må meget gerne indeholde demonstrationer og eksperimenter, og du kan også tage genstande med fra dit laboratorium eller din virksomhed.
Hvis du tilmelder dig som oplægsholder, tager du ud til skoler eller andre institutioner og holder oplæg. Du vælger selv, hvor langt væk du vil holde oplæg. Skolen refunderer dine transportomkostninger, men ellers bidrager du frivilligt.
Hvis du i stedet ønsker, at unge mennesker skal komme og besøge din institution, kan du tilmelde dig her som et festivalarrangement.
Praktisk info
Her er det vigtigste, du skal vide om at være oplægsholder.
- Oplæggene forgår på skoler, ungdomsuddannelser, biblioteker o.lign. over hele landet i løbet af uge 39.
- Du vælger selv hvor mange oplæg du vil holde og hvor i landet.
- Tilhørerne er elever fra 0. klasse til 3.G - du vælger selv hvilken målgruppe, du vil holde oplæg for.
- Du modtager ikke honorar, men skolen betaler for transport i henhold til deres retningslinjer.
Ofte stillede spørgsmål
Hvem kan blive oplægsholder?
Alle, der arbejder med, forsker i, studerer eller underviser i naturvidenskab, teknologi eller sundhed, kan blive oplægsholdere. Du kan fx være lektor, ph.d.-studerende, specialestuderende, museumsmedarbejder, naturvejleder eller ansat i en privat virksomhed – det vigtigste er, at du brænder for det, du laver, og har en god historie, du har lyst til at fortælle.
Hvem er målgruppen?
Målgruppen er børn og unge fra både grundskole og ungdomsuddannelse. Når du tilmelder dit oplæg, vælger du selv, hvilke klassetrin du vil formidle til. Du vælger også selv, om du ønsker at formidle til en enkelt klasse eller en større forsamling (et gymnasium kan fx ønske et oplæg, der kan holdes for alle deres 1. g’ere).
Hvad skal oplægget handle om?
Oplægget kan handle om alt inden for naturvidenskab, teknologi og sundhed. Vis børn og unge, hvad de kan bruge de naturvidenskabelige fag fra skolen til i ”det virkelige liv”.
Fortæl om dig selv, dit arbejde og hvorfor du brænder for naturvidenskab.
Oplægget må meget gerne indeholde demonstrationer og eksperimenter. Du kan også tage en ting med fra dit laboratorium eller din virksomhed, som eleverne kan blive præsenteret for.
Skal oplægget handle om årets tema?
Mange skoler arbejder med temaet i festivalugen, og det er derfor en god idé at inddrage årets tema for Naturvidenskabsfestival i dit oplæg. Men det er ikke et krav.
Hvor foregår oplæggene?
Som oplægsholder besøger du skoler, ungdomsuddannelser, biblioteker o.l. over hele landet. Når du tilmelder dig som oplægsholder, angiver du selv, hvor i landet du gerne vil holde oplæg.
Online oplæg
Overvej, om dit oplæg kan tilbydes online. Det betyder, at du har mulighed for at formidle til elever i egne af landet, der ellers ikke har så mange muligheder for at bestille oplæg.
Hvornår skal oplægget holdes?
Alle oplæg skal holdes i uge 39. Oplæggene holdes i dagtimerne mandag til fredag i uge 39. Du bestemmer selv hvilke tidspunkter, hvilke dage og hvor i landet, du ønsker at holde oplæg. Når du er blevet booket det ønskede antal gange, kan du give os besked, så markerer vi dit oplæg, som fuldt booket.
Hvornår skal jeg tilmelde mit oplæg?
Tilmeld dit oplæg så tidligt som muligt og gerne inden 15. maj 2024. Du vil få direkte besked, inden dit oplæg offentliggøres på vores hjemmeside. Er du ikke helt klar, eller får du en god idé til endnu et spændende oplæg, så er det muligt at tilmelde oplæg helt frem til 1. august.
Dette skal du have klar ved tilmelding som oplægsholder:
Portrætfoto
Kort præsentation af dig som oplægsholder
Evt. logo fra organisation, universitet, firma el.lign.
Oplægget:
Kort fængende titel (max 60 karakterer)
Kort beskrivelse af dit oplæg, som bruges i oversigten (max 200 karakterer)
Uddybende beskrivelse af dit oplæg
Billede eller illustration (du skal have rettigheder til billedet)
Vælg hvor i landet du ønsker at holde dit oplæg og hvilke dage/tidspunkter du kan i uge 39.
Om du ønsker at tilbyde dit oplæg, som online-mulighed.
Når dit oplæg offentliggøres, bliver din mailadresse tilgængelig for de skoler, som er tilmeldt årets Naturvidenskabsfestival. Når en skole ønsker at booke dit oplæg kontakter de dig direkte, og I kan derefter aftale tid, sted m.m. Det er en god ide også at tale om elevernes forudsætninger og forventningsafstemme med læreren inden oplægget afholdes: Har de allerede arbejdet med emnet? Har de forberedt spørgsmål på forhånd? Skal oplægget bruges som optakt til et nyt emne?
Jeg håber jo, at mit foredrag tænder en lille gnist i de unge mennesker, så de også får lyst til at arbejde med forskning eller naturvidenskab, når de skal vælge uddannelse.
Tilmeld vores nyhedsbrev
Vi inspirerer dig, som inspirerer! Du får idéer og ny viden til, hvordan du kan skabe engagerende naturfagsundervisning af høj kvalitet.