Skoleprojektet ‘Bright Green Island’ løber med prisen som Årets Festivalarrangør i Naturvidenskabsfestival uge 39 foran mere end 200 aktiviteter landet over.
Børn og unge på bornholmske skoler og gymnasier bliver med skoleprojektet ‘Bright Green Island’ kastet ud i et væld af naturfaglige aktiviteter, som skal gøre dem bevidste om, hvad der skal til for at blive det bæredygtige, CO2-neutrale samfund, som Bornholm skal være i 2025.
Mandag blev prisen som Årets Festivalarrangør 2017 givet til skoleprojektet ‘Bright Green Island’ – over 200 projekter fra hele landet deltog i kampen om titlen.
De mange aktiviteter er i første omgang en del af Naturvidenskabsfestivalen i uge 39, men på sigt er det tanken, at aktiviteterne skal blive til faste tilbud til undervisningen hele året.
I begrundelsen fra juryen hedder det:
Bornholms naturfagskoordinator, Ulla Didriksen, har samlet en række relevante aktører omkring Naturvidenskabsfestivalen, og det viser, at naturvidenskab i den grad er en indsats, der går på tværs af undervisningen og det omgivende samfund. Arrangementet betyder meget for den naturfaglige kultur i kommunen hele resten af året – fra undervisningen ude i de enkelte klasser og til samarbejdet mellem skolerne og de eksterne læringsmiljøer. Bornholms Naturvidenskabsfestival er et forbillede, som andre kommuner, der gerne vil understøtte en naturfaglig kultur, kan lade sig inspirere af
Konsulent Elzebeth Wøhlk fra Astra
De bornholmske lærere har i god tid kunnet vælge og vrage mellem de mange spændende aktiviteter i kataloget, som spænder fra overvågning af biodiversitet til bornholmske råstoffer og bæredygtig fødevareproduktion. Der bliver afholdt ca. 90 arrangementer i ugens løb.
Aktiviteterne er udarbejdet af styregruppen i samarbejde med lærere, naturinstitutioner og erhverv – og med hjælp fra Astra, som står bag Naturvidenskabsfestival. Astra understøtter også videndeling mellem de kommunale naturfagskoordinatorer, så den gode model fra Bornholm kan sprede sig til andre af landets kommuner.
Initiativtageren og drivkraften bag skoleprojektet ‘Bright Green Island’ er naturfagskoordinator Ulla Didriksen, som i første omgang fik nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra både skoler og eksterne læringsmiljøer. Opgaven var at forene kommunens strategiske mål på skoleområdet med visionen for Bright Green Island og at skabe en både faglig og en festlig festival.
Ulla Didriksen har som tidligere leder af Skoletjenesten i Zoo København god indsigt i naturfagene og erfaring med Naturvidenskabsfestival, og hun har kørt Bornholm tyndt for at skabe et samarbejde på tværs af skoler, naturinstitutioner og besøgstilbud.
“Det er vigtigt, at både små og store elever stifter bekendtskab med naturen og de naturvidenskabelige aktiviteter, der foregår omkring dem, så de bliver klædt på til at forstå deres fremtidige øliv og dermed får en forståelse og motivation til at ‘snuse’ mere til naturvidenskaben og teknologien. På den måde danner vi dem til at blive bevidste og ansvarsfulde voksne – og måske får de nogle drømme og ideer til fremtiden..”
Naturfagskoordinator, Ulla Didriksen
Prisen for Årets Festivalarrangør uddeles hvert år til et festivalprojekt, der går det ekstra skridt for at skabe engagement og energi omkring science, og som gør noget ekstraordinært for at engagere lokalområdet eller formidle science på en ny, spændende måde.
Skoleprojektet ‘Bright Green Island’ er delvist støttet af Nordea-fondens naturvidenskabelige festivalpulje.
Arrangørgruppen bag Årets Festivalarrangør var:
- Ann-Britt Bolvig, museumsformidler, Melstedgård/Gaarden – Bornholms Madkulturhus
- Anne Due, uddannelsesleder, Campus Bornholm
- Anne Kristine Aae Christensen (Kia), hortonom/lærer, Paradisbakkeskolen
- Brian Johansen, kommunikationsmedarbejder, Bornholms Affaldsbehandling BOFA
- Christina Cordua Thurmann, lærer, Åvangsskolen
- Henrik Stilling, lærer, Paradisbakkeskolen
- Lena Schenk, projektleder, Bright Green Island Bornholm
- Mikkel Høst, leder, Energitjenesten Bornholm
- Nina Gjettermann, lærer, Rønne Privatskole
- René Larsen Vilsholm, ledende naturvejleder, NaturBornholm
- Ulla Didriksen, koordinator for Uge 39 ‘Bright Green Island’ samt koordinator for naturfag og for Skoletjenesten Bornholm.