Durup Skole

Kort om os

303 stemmer
Skive Kommune Grundskole 2024

En ganske alm. folkeskole i vandkants Danmark med ca. 130 elever. Bag murene gemmer der sig dog en vild fantasi og kreative små hoveder.

Vores festivals omdrejningspunkt

4. klasse og jeg, deres Natur/Teknologi lærer, fik overtalt chefen til at bruge hele uge 39 til emneuge (festival) – Med temaet igen igen, kunne vi passende arbejde videre med plastikemnet/verdensmål fra da de gik i 3. klasse.
Med fokus på naturfaglige metoder, bød ugen på en masse forsøg og “pandekage-metoden” (Pandekagemetoden = den første bliver formentlig ikke god, så laver vi det bare forfra ;-))
Klasselokalet var omdannet til forsøgsbase, hvor hjemmelavet plastik og papir kunne hænge til tørre, hvor vi i hestesko kunne ping-ponge ideer med hinanden. Tirsdag var vi på tur til Skive, hvor vi besøgte Naturvidenskabsfestivallen, fik en ordentlig en på opleveren, fandt en masse inspiration og blev meget klogere.

Vores udbytte af festivalen

Vi har brugt festivallen til at finde selvtillid, tillid til egne evner, fordi selvom man er et barn, kan man sagtens tænke store gode ideer OG lave noget med de ideer. Vi har fx lavet plastik af tang, ægte tangplastik, som vi sagtens kunne se som et alternativ til traditionel plastik. Det var en kæmpe aha oplevelse for eleverne. Vi gjorde det! Vi spandt også plastikuld, på en candyfloss maskine – Det virkede rent faktisk, vi gjorde det!
Vi er nemlig tilmeldt Junior forsker konkurrencen, så selvtillid (og arbejdsmetode) er rigtig vigtig.
Vi går efter den bedste ide.

Hvis vi vinder, skal præmien bruges på

Vi vil rigtig gerne have nyt forsker udstyr til Natur/Teknologi lokalet bl.a. digitale mikroskoper. Men en tur til Danfoss Universe er også på elevernes ønskeliste.

Næste år er det hele skolen der skal være med, både de andre elever og kollegerne var meget misundelige!

Skip to content