Kattegatcentret
Kort om os
Norddjurs Naturvidenskabsfestival er et naturvidenskabeligt fællesskab på tværs af fagpersonale, uddannelseskæder og eksterne læringsmiljøer.
Norddjurs Naturvidenskabsfestival er en stærk forankret og prioriteret begivenhed. Både politisk og blandt skolerne i kommunen.
Vores festivals omdrejningspunkt
Kattegatcentret huser festivalen, som løber over to dage fra kl. 09.30-13.00. Hvert år besøger over 1.100 elever og 100 lærere festivalen, der arrangeres af en aktørgruppe bestående af Kattegatcentret, Norddjurs Skoletjeneste, Grenå Gymnasium, VID-gymnasier og en lang række eksterne læringsmiljøer. Alle aktører har en eller flere stande, og ved hjælp af en opgaveløb med et stempelsystem sørger vi for, at alle elever kommer rundt og interagerer med de forskellige naturvidenskabelige opgaver, vi har forberedt.
En stor del af standene bemandes af studerende fra kommunens ungdomsuddannelser, og vi bygger dermed bro mellem vores uddannelseskæder.
Vores udbytte af festivalen
I flere år har vi i aktørgruppen diskuteret hvordan vi kan give festivalen mere substans. Det er klart, at når vi prioritere kvantitet over kvalitet, så når vi bredt ud, og skoleeleverne når da også at opleve festivalen flere gange fra de går i 6. kl. til de går ud af folkeskolen, og så igen, hvis de vælger en naturvidenskabelig linje på ungdomsuddannelserne, Men hvordan kan vi gøre festivalen til mere end blot et glimt af fest, farver og eksplosioner i elevernes bevidsthed?
I år søgte vi penge til udviklingen af et mobilt escape room, som skulle vække engagement hos eleverne og en motivation for at læse tekst og løse gåder. Simpelthen fordi “bomben” ville eksplodere, hvis de ikke gjorde det. Vi præsenterede en brøkdel af bombekufferten under festivalen for at få alle eleverne igennem på den sparsomme tid, men herudover inviterede vi 3 fulde klasser på besøg i uge 39 til den fulde oplevelse. Det har givet mening for os, og vi glæder os til at fortætte ned af den vej og til på sigt at undersøge, om det også har haft en betydning for de elever, som har haft bedre tid til at fordybe sig i naturvidenskab.
Hvis vi vinder, skal præmien bruges på
Hvis vi vinder vil vi bruge pengene på at fortsætte i samme spor. Vi vil forsøge at give festivalen mere naturfaglig tyngde for eleverne ved at tilbyde flere klasser mere tid til fordybelse i noget, som også fanger deres opmærksomhed og interesse. Vi afholder evalueringsmøder efter hvert eneste festival, og uden at vi har lagt os fast på noget endnu, så har et forslag været at trække 9. årgang ud af festivalen for at skabe mere tid og plads til de resterende elever (Og dermed forstørre mulighederne for fordybelse). 9. årgang kunne så måske blive tilbudt længerevarende forløb på Kattegatcentret og ude hos de øvrige aktører.


