En klimaneutral energiforsyning er blandt menneskehedens største udfordringer. Men tænk hvis man kunne efterligne solens energiform direkte her på Jorden. Vi kan tage et vigtigt skridt mod det ved realiseringen af fusionsenergikraftværker, som i fremtiden kan give os en sikker, ren og uudtømmelig energikilde med minimal klima- og miljøpåvirkning.
I dette roadshow foredrag (med tilhørende eksperimenter) vil I høre om, hvad fusionsenergi er og om, hvordan årtiers international forskning er på vej imod at realisere drømmen. I skal også høre om Verdens største forskningsfacilitet ITER, der lige nu bygges i Frankrig i et hidtil uset internationalt samarbejde mellem EU, Japan, Sydkorea, Kina, Rusland, Indien og USA. Med ITER vil vi vise, at det er muligt at udnytte fusion til energiproduktion, og dermed vil ITER være det sidste skridt på vejen mod et demonstrationskraftværk – i hvert fald den offentligt finansierede forskning. De seneste få år er der sket en rivende udvikling i den private sektor, både i forhold til finansiering og udvikling af nye fusionskoncepter – med håbet om at udvikle fusionskraftværker allerede i 2030’erne.