Tidligere deltagere
På denne side kan du se tidligere deltagere og få inspiration til din festival. De viste deltagere var alle med i Naturvidenskabsfestival 2024 og var en del af konkurrencen 'Årets festivalarrangør', og derfor er der både nominerede og vindere på siden.
Nogle af festivaldeltagerne holdt festival i en uge og andre holdt i én lektion. Fælles for dem alle er dog, at de samledes om naturvidenskaben.
Du kan klikke ind på alle de deltagere, som ligger her og få et indblik i, hvad de har brugt deres festival på. Gør det ved at klikke ind på en skole i listen direkte eller ved at bruge søgefunktionen, som du finder under vinderen og de nominerede.
Sidste års vinder
Vinderen i 2024 blev Sølystskolen fra Silkeborg. Panelet har bl.a. valgt Sølystskolen, fordi naturfagsteamet, før uge 39, har udført et enestående og engageret arbejde. Gennem omhyggelig planlægning blev alt undervisningsmateriale forberedt, bemandingsplaner lagt, elevgrupper oprettet og information delt med forældre. Deres indsats nåede sit højdepunkt i festivalugen, hvor næsten 700 elever blev undervist i naturfag af skolens dedikerede lærere og pædagoger. Eleverne fik ikke blot ny viden om vigtige emner som ”blodets kredsløb” og ”økosystemer”, men blev også inspireret gennem praktiske aktiviteter som dissektion, flaskehaver og fotosyntese. Denne indsats har sat tydelige spor i elevernes læring og interesse for naturfagene. Det tyder derfor på, at Sølystskolen i høj grad har sat fokus på naturvidenskab under uge 39.
Sølystskolen vinder titlen som årets festivalarrangør, men derudover vinder skolen også 15.000 kroner, som kan bruges på naturfagsudstyr eller en naturfaglig oplevelse.