- Det sker
- >
- Bliv årets festivalarrangør
- >
- Tidligere vindere
Tidligere vindere
Herunder kan du finde inspiration fra tidligere års vindere og blive klogere på, hvad der skal til for at vinde titlen som årets festivalarrangør.
2024
Sølystskolen
Panelet har bl.a. valgt Sølystskolen, fordi naturfagsteamet, før uge 39, har udført et enestående og engageret arbejde. Gennem omhyggelig planlægning blev alt undervisningsmateriale forberedt, bemandingsplaner lagt, elevgrupper oprettet og information delt med forældre.
Deres indsats nåede sit højdepunkt i festivalugen, hvor næsten 700 elever blev undervist i naturfag af skolens dedikerede lærere og pædagoger. Eleverne fik ikke blot ny viden om vigtige emner som ”blodets kredsløb” og ”økosystemer”, men blev også inspireret gennem praktiske aktiviteter som dissektion, flaskehaver og fotosyntese. Denne indsats har sat tydelige spor i elevernes læring og interesse for naturfagene. Det tyder derfor på, at Sølystskolen i høj grad har sat fokus på naturvidenskab under uge 39.
Sølystskolen vinder titlen som årets festivalarrangør, men derudover vinder skolen også 15.000 kroner, som kan bruges på naturfagsudstyr eller en naturfaglig oplevelse.
2023
Skelbæk Friskole
Skelbæk Friskole er valgt på baggrund af et ekstraordinært arrangement, der ikke blot involverer egen skole, men også to naboskoler. Det vidner om, at Skelbæk Friskole prioriterer samarbejde og partnerskaber i lokalområdet, som panelet er særligt begejstrede for.
2022
Østbirk Skole
Østbirk Skole er Danmarksmester i at skabe en god og lærerig Naturvidenskabsfestival for eleverne. De blev kåret som Årets Festivalarrangør 2022 af Astra, Danmarks nationale naturfagscenter. Skolen får prisen for et helt igennem forrygende og gennemarbejdet ugeprogram for eleverne, der byder på masser af spændende aktiviteter med naturvidenskab.
2021
Faaborg Gymnasium
Faaborg Gymnasium blev udråbt som årets festivalarrangør i 2021. Prisen blev givet for et såkaldt ”helt vildt” projekt, der går ud på at omlægge godt 1 hektar af skolens udearealer fra græsplæner til vild natur og dermed skabe mere biodiversitet på området. Alle elever på gymnasiet samarbejder på tværs om projektet, der går ud på at fjerne græstørv og efterlade bar jord til nye planter, bygge kvashegn, insekthoteller og redekasser.
2020
Karensmindeskolen
Karensmindeskolen arrangerede Science Fair for skolens elever i uge 39. Alle eleverne forberedte en fremlæggelse om et bestemt emne, som de fortalte hinanden om ved brug af opstillinger, boder og aktiviteter ved den store Science Fair om torsdagen. En dag, hvor eleverne også lavede eksperimenter klassevis: De mindste elever tog på edderkoppejagt, mellemtrinnet byggede elmotorer og udskolingen varmluftballoner.