
- Arrangørfordele
- >
- Undervisningsmaterialer
Undervisningsmaterialer
Undr dig igen og igen
Årets undervisningsmateriale til temaet ‘Igen og igen’ har fokus på undringer og undersøgelser. Undervisningsmaterialet er bygget op som et ugeskema, og du kan sætte elementerne i ugeskemaerne sammen præcis, som det passer dig og din festival. Hver dag er bygget op på samme måde og indeholder:
- en daglig undren
- et praksisfagligt element
- et dilemma, som eleverne kan diskutere med kammerater eller tage med hjem til forældrene og diskutere over aftensmaden
- moduler til fordybelse i et gennemgående undervisningsforløb.
I materialet kan du finde et konkret bud på et undervisningsforløb, der kan strække sig over hele ugen.
Vi opfordrer til, at der i løbet af festivalen er et element, der lægger op til, at eleverne deler deres viden fra ugen med hinanden på tværs af klasser, årgange eller fx med et forældrearrangement.
Vi opfordrer dig til at gentage forløbene - enten igen på andre årstider i indskolingen og på mellemtrinnet eller med nye klasser i udskolingen.
Du kan også altid hente inspiration i ugeskemaer og undervisningsmaterialer fra tidligere år herunder.
Undervisningsmateriale 2024
‘Igen og igen’-materiale til indskolingen
Hvis du til din indskolingsklasse vil bygge en emneuge op omkring festivalens tema ‘Igen og igen’, kan du hente inspiration i ugeskemaet, hvor der sættes spot på det, der går igen i naturen – årstider, vejr og dage – og gennem grundige observationer skabe nysgerrighed og undren. Alle dagene er bygget op på samme måde og foruden forslag til undersøgelser, findes der et praksisfagligt element, hvor eleverne aktivt skal arbejde produktorienteret med de undersøgelser, de laver.
Hvis I ønsker at bruge Naturvidenskabsfestival som afsæt for faglig udvikling af naturfagene på skolen, så find inspiration her.
Forløbet tager afsæt i Mikroforskermetoden, og det er oplagt at tage fat i tema og undersøgelser igen til vinter, forår og sommer… igen og igen!
Herunder kan du downloade ugeskema (knappen til venstre) med undervisningsmateriale og elevark.
Elevarkene kan du også downloade som en samlet fil ved at klikke på knappen til højre.
‘Igen og igen’-materiale til mellemtrinnet
Til mellemtrinnet tager festivalens ugeskema udgangspunkt i at genopdage skoven. Du kan finde inspiration til en temauge med undren og undersøgelser, der er bygget op over undringsmodellens fire trin. Her er der fokus på at undres, stille spørgsmål og lave hypoteser i en simpel proces. Alle dagene er bygget op på samme måde, men med hver deres trin i undringsmodellen.
Materialet er udviklet i samarbejde med Mette Lindorff Hejn.
Hvis I ønsker at bruge Naturvidenskabsfestival som afsæt for faglig udvikling af naturfagene på skolen, så find inspiration her.
Herunder kan du downloade ugeskema (knappen til venstre) med undervisningsmateriale. Derudover er der udarbejdet elevark til at stilladsere processerne omkring ugeskemaet. Dem kan du downloade som en samlet fil ved at klikke på knappen til højre.
‘Igen og igen’-materiale til udskolingen
Her er et bud på, hvordan I kan arbejde med festivalens tema ‘Igen og igen’.
Undervisningen tager afsæt i en undersøgelse af, hvad der kan genbruges og genanvendes, men også i de økonomiske og biologiske systemer, som vi er nødt til at kende til og forstå. Fx hvorfor det er vigtigt at affaldssortere eller stille krav til designet på de ting, som vi som forbrugere køber i det daglige.
Hver dag er bygget op på samme måde, og der er indlagt et praksisfagligt indholdselement, hvor eleverne får mulighed for aktivt at få krop og produktorientering med i arbejdet med problemstillingerne. Når eleverne skal arbejde med designprocesser, så sker det med afsæt i engineering design-modellen.
Hvis I ønsker at bruge Naturvidenskabsfestival som afsæt for faglig udvikling af naturfagene på skolen, så find inspiration her.
Herunder kan du downloade ugeskema med undervisningsmateriale.
Hent undersøgelser på Testoteket
Testoteket er et univers for naturfaglige undersøgelser, hvor du finder mere end 200 gratis undersøgelser til din undervisning. Det er drevet af Astra - Det nationale naturfagscenter, som også står bag Naturvidenskabsfestival.
Besøg Testoteket ved at klikke her.
Brug festivalen som didaktisk udviklingsrum
Derudover er festivalen oplagt som anledning til, at I, som lærere, sammen sætter et fokus og bruger ugen til at afprøve, reflektere og indsamle viden, som kan styrke undervisningen fremadrettet. Vi har udviklet redskabet Didaktisk udviklingsrum‘ som støtte til det arbejde. Et eksempel på, hvordan det kan bruges i forbindelse med undervisningsmaterialet, kan du se her. Eksemplet er fra sidste år, men der bliver udviklet en udgave for 2024 senere.
Har du spørgsmål?
Skriv til info@naturvidenskabsfestival.dk
Tilmeld vores nyhedsbrev
Vi inspirerer dig, som inspirerer! Du får idéer og ny viden til, hvordan du kan skabe engagerende naturfagsundervisning af høj kvalitet.